Billede 1: Rune paa vej ned af det sidste trin fra bjerget. Netop gennemfoert et trek haardere end dem der tilbydes gn. de gaengse trekkingbureauer.
2: To GI Joes ankommet til 2200 m cap. Afdampning og frokosttid.
3: Foerste billede paa toppen! Frisk Rune og taaget, skyet baggrund !
4: Mindepladen fra toppen!
I de forrige indlaeg har der vaeret lagt i ovnen til en ordentlig omgang bjergbestigerhistorie, saa derfor skal der foelges op paa vores tur paa ordentlig og fyldestgoerende vis. Derfor laver vi begge et personligt indlaeg, for hele turen varsaa stor en oplevelse for os begge, at vi naeppe kan blive enige om hvad der fylder allermest, eller hvilke indtryk det gjorde. Derfor 2 indlaeg om samme tur!
Motorcykelturen til foden af bjerget blev ligeledes en lille oplevelse, hvor vi begge fik traenet nogle muskler, som jeg kan forestille mig er en del af dem der bliver brugt til knibeoevelser for gravide. Vejenes tilstand, var det eneste der var i ringere beskaffenhed end chaffuoernes koereegenskaber - nu begyndte nervoesiteten for alvor at saette ind. Ikke mindst fordi det ville vaere lidt af en fiasko, at udgaa fra turen foer den var begyndt pga. et trafikuheld.
Foerstedagens trek var sat til 4 timer. De foerste km blev brugt paa at sluge alle indtrykkene i en tropisk skov, vaenne sig til terraenet og forsoege at faa styr paa vejtraekningen, som alt andet lige er lidt mere besvaerlig i hoejden 1800 m - omend ikke saa markant. Vores guide Sanh- er en lille mand paa 31 aar. Han er lidt mindre i hoejde end jeg er (altsaa ikke saerligt hoej), og vejer vaesentlig mindre end nogen af os. Idet vi var troppet op i trekking- og miliboots, blev vi ret imponerede over at han tog turen ifoert et par meget simple sandaler. Med tiden blev vi ikke mindre imponerede - absolut IKKE!
Efter 3 timer, altsaa en time mindre end forventet, ankom vi til vores camp i 2200 meter.
Efter ankomst var der en lidt trykket stemning. Foelsen af at have masser af overskud til at gaa videre, synet af en virkelig intetsigende camp, og lyden af nogle saerdeles hoejtsnakkednde israelske bestigere og haere af inseketer, gjorde det klart, at vi burde have valgt en to dagstur istedet. Tanken om at tilbringe 2 naetter og masser af spildtimer i campen var ikke saerligt oploeftende. Vi luftede tanken om at vi nok skulle have valgt 2 dages turen for vores guide, uden nogen ide om at han ville reagere som han gjorde. Sagen er den, at man ved et to dages trek gaar til 2800 meter campen og overnatter. Dag 2 gaar man paa toppen og tilbage til bunden. Hvis man istedet som os camperer ved 2200 gaar man til toppen dag 2 og tilbage til camp2200 til overnatning. Dag 3 gaar man til bunden. ]
At gaa fra 2200 til toppen og hjem paa en dag, er MEGET vanskeligt og vaesentligt mere kraevende end det almindelige to dages trek. Derfor kom det virkelig bag paa os, da han diskede op med netop det forslag. For ham var der nemlig ogsaa en gevinst, som han ikke var sen til udtrykke: Vietnam skulle moede Brasilien dagen efter (svarende til vores dag 2), og den kamp var ikke helt uinteressant for ham. Vi grinte lidt, og greb muligheden. Det ville saa betyde, at vi skulle tidligere op paa dag 2, og gaa i et lidt hoejere tempo. Planen var altsaa hermed aendret til at gennemfoere 4/5 af hele turen paa EN DAG! Lidt nervoese men meget opsatte gik vi tidligt til koejs for at vaere helt friske.
Hurtigt faldt rune i en dyb og lykkelig soevn, mens jeg ogsaa kunne maerke at kroppen var ved at vere klar til at falde til ro. MEN: Der er faa ting jeg ikke kan haandtere eller samarbejde med i denne verden, mener jeg da i hvert fald selv. Rotter er dog en af de ting, som jeg HELT BESTEMT IKKE KAN TOLERERE! Vores camp var smaekfyldt med rotter. I starten gik jeg i panik, da en loeb ind imellem rune og mig. Saa loeb der en over min sovepose. Pludselig laa der en i mit haar! Jeg lukkede ikke et oeje hele natten, men laa istedet og kroeb helt ned i soveposen, saa vejrtraekningen naermest var forhindret. Til tider naar de blev saerligt aggressive tog jeg enhver form for lyskilde - lommelygte, ipod - og proevede at skraemme dem vaek. uden held. Om morgenenvar der ingen tvivl: Vi skulle hjem paa dag 2. Muligheden for at overnatte i camp2200 var ikke-eksisterende for mit vedkommende.
kl.5.45 var der morgenmad og en time senere afgang.
Det stod hurtigt klart, at vi faktisk skulle gaa ret meget hurtigere end dagen foer, hvis vi skulle gennemfoere guidens plan. Tempoet og intensiteten var skruet i vejret, samtidig med at man begyndte at maerke at fansipan faktisk er ret stejl. Alle vi har moedt har pointeret, at bjerget er saa meget anderledes end normale bjerge. Stejle klippesider, regnskovsstykkker, mudder, rock-climbing. Og saa er der den evindelige klatre / klatre ned fordeling, som faar en til at tvivle paa om man nogensinde kommer op til toppen.
Vores guides fysiske profil gav anledning til stor misundelese fra min side. Mine korte ben er ikke skabt til klatring af den slags, som vi fik lejlighed til her. Istedet foretraekker jeg loeb og eksposivt arbejde. Han naermest floej op og sprang fra klippe til klippe. Rune, der hele turen befandt sig bag mig, maa flere gange have grint af mig, for det var klart at mit flow ikke var det samme som den ledende guides. Heldigvis hoerte jeg ikke Rune, saa det tager jeg som et tegn paa, at det heller ikke var piece-of-cake for ham. jeg er meget imponeret over Runes rolige attitude paa hele klatreturen. Alligevel hoerte jeg dog flere gange en forpustet fyr - hvilket var en stor troest. De smaa personlige sejre paa opturen var naar jeg fx. var i stand til at foelge guidens tempo og diske op med nogle klatretrin/ sprinttrin, som jeg i det mindste selv fandt lidt mere elegante end hans ;) Til tider hev han ogsaa alvorligt efter vejret, og saa vidste man ikke om det var et godt eller daarligt tegn, og frygtede lidt selv hvad det nu var for et tegn.
Da vi naaede 2800 m camp var jeg overbevist om at vi nok skulle klare det hele paa en dag, og jeg kunne se paa rune at han havde samme fornemmelse. Imidlertid viste det sig at vaere bluff med 2800 m campen, for umiddelbart gaar / vaelter man ned af skranter og klipper til en hoejde paa 2300 m. Uha. Mentalt haardt, at skulle klatre naesten fra bunden igen.
Ikke desto mindre fortsatte vi i et tempo, som vi godt kunne maerke imponerede vores guide. Idet vi naer toppen moedte folk fra to dages trekket, blev guiden endnu mere taendt. Nu var der ingen tvivl tilbage , vi ville uden problemer naa alt paa en dag, men nu skulle vi ogsaa imponere de andre grupper, som i forvejen havde haft en lettere udgave end os.
9.45, 3 timer efter afgang, naaede vi toppen af Fansipan, 3143 m. Det var overskyet, taaget, fugtigt, koldt. Foerste gang i mit liv at saadanne rammer gav anledning til saa stor en glaede!!!
Euforisk men slidt, fik vi delt guleroden, TobleRUNEN (sorry, for oplagt), taget de obligatoriske billeder og fejret os selv. Men 10 min senere var vi klar til, hvad der skulle vise sig at vaere en mindst ligesaa kreavende nedtur. Som sagt var vores guide meget hooked paa ideen om at imponere de andre. Det var for saa vidt allerede gjort, alene ved at vi havde naaet toppen paa saa kort tid, og naermest indhentet 2800m-grupperne. Men istedet taeskede han afsted, og paa hvert muligt stykke loeb vi. Det passede os fint, og vi var maaske med til at opildne ham. Vi floej ned paa en boelge af endorfiner og adrenalin. Det var en helt speciel fornemmelse, da vi LOEB forbi de andre grupper, som havde haft et stort forspring. For Sanh var det ikke kun fodboldkampen der trak, men ogsaa udsigten til en rekord. De grupper vi passerede var meget imponerede og forundrede.
Da vi naaede vores frokost i 2200 camp, var euforien stadig tilstede, men alligevel kunne kroppen langsomt begynde at give tegn paa treathed. Specielt knaene var oemme efter loeb ned af bjergsider, og drastiske klatretrin. Men den specielle fornemmelse, af at vi ikke bare besteg Fansipan, men at vi gjorde det paa en af de absolut haardest mulige maader, har bare gjort os saa stolte. Stadigvaek kan vi koere hinanden helt op over hvad der egentlig er sket. Jeg er personligt meget stolt, for det var et en sand sejr for mig. Praecis et aar siden havde jeg ikke udsigter til at kunne klare noget i den dur her. Der sad jeg faktisk bare paa min flade med dekoration i benet. Jeg er ogsaa MEGET stolt og imponeret over rune! Hans taalmodighed og udholdenhed er et helt kapitel for sig selv. Et par gange viste han overskud til at give mig et skub i bagdelen, naar han kunne se at min benlaengde var utilstraekkelig !
Fansipan var en af de stoerste oplevelser i mit liv, og dette meget forkortet og ringe beskrevet indlaeg, kan slet ikke beskrive alle de oplevelser og foelelser, der loeber igennem hovedet i disse dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar