cheesecakes, fruitshakes, power-shopping, fugtighed, boeger,

er halong-bay paradis paa jord?

Jeps det rigtig folkens, saa er Halong Bay turen overstaaet. Den gik hurtigt, rigtig hurtigt maa man sige. Men til gengaeld saa var det sikkert fordi, at den faktisk var ret saa god, fed, spaendende, nervepirrende, smuk, betagende, underlig, truende og sjov.
Heh, ja det er mange ting paa en gang, men alle disse folelser har vaeret tilstede i lobet af de tre dogn vores tur varede. Halong Bay var det man havde forventet, et absolut fantastisk og imponerende sted, med de smukkeste blaa vand, samt klippestykke der popper op over det hele, mere eller mindre ud af det blaa. Derudover er varndet i Halong Bay, blaat, varmt og ufatteligt dejligt at bade i, saa det blev udnyttet til fulde.

Tommelfinger regel nummer 1: Naar man baade sejler i en kajak og klatre paa bjergsider, saa folges det altid af en tyfon.

Ja, forste dagen blev der ogsaa sejlet i kajak, hvilket viste sig at vaere en af de helt store overraskelser. For kajakturen bod paa nogle imponerende aflukkede bugter, der kun kunne naas gennem nogle grotter ved lavvande. Personligt gjorde det et stort indtryk, og jeg havde paa fornemmelsen at det ogsaa gav et stort indtryk paa min kompagnon Hr. Cordtz (som i ovrigt har et stort talent for kajakroning!). Forste dagen afsluttede vi paa baaden, hvor vi ogsaa overnattede i nogle smaa, men dog rigtig fine kahytter.

Saa bod vores naeste store oplevelser, med lidt mere adrenalin i kroppen. Det var nemlig denne hersens Rock-climbing der skulle overstaas. Med en 4-5 fulderfarne mennesker der SERIOST kunne det der med at klatre paa bjerge (den ene gik under navnet - 'The Climbminator' med tilhorende tysk/engelsk/Schwarzeneggersk accent), folte vi os rimelig sikre i deres haender, paa deres ganske fantastiske 'the beach' agtige omgivelser. 3 forskellige klippevaegge kunne det blive til, for vi skulle videre, og efter det var der erfaret, at klippeklatring faktisk er ret sjovt. Virkelig virkelig haardt, men dog noget vi begge snakker om at prove, under lidt mindre klippeagtige vaegge i DK. Fantastisk sjovt.

Vi havde egentlig to klatringer tilbage (saadan at vi havde 5 forskellige vaegge), men det var saa her at kombinationen af kajak og klatring aabenbart skulle ende ud i en storre oplevelse. For efter at have iagttaget vores instruktorer klatre op og fastgore vores reb, paa ganske imponerende vis, brod regnhelvede pludselig ud. Tordenvejret begyndte at buldre og lynene begyndte at flyve omkring os. I forbindelse med det skal det lige siges, at jeg aldrig har set nogen komme saa hurtigti op af en klippeside for, vores instruktorer floj op, for at faa rebene ned, klatrereb maa nemmerlig ikke blive vaade.

Naa, vi evakuerede til vores baad for torvejr. Vejret skulle desvaerre forblive i sin relativt daarlige stand resten af turen. Vi ankom til en Cat Ba Island kort efter uvejrets korte ophold, hvor vi overnattede under fine omstaendigheder, men desvaerre for os begge to med en forkolelse og for mit eget vedkommende en smule influenza.

Men men men, det skulle ikke vaere enden paa turen og paa dette indlaeg. Nae, vi skulle nemlig dagen efter modes kl. 7 til morgenmad for at komme afsted i god tid med baad. Men allerede her startet en lang raekke af ventetimer der skulle vise sig at blive mangedoblet. Da bussen endelig ankom, og vi kom til havnen hvor vi skulle sejle, maatte vi paent se paa mens vores guide diskuterede med de lokale myndigheder der simpelthen havde lukket for al udsejling fra havnen, pga. vores tidligere uvejr, som efter sigende skulle vaere en tyfon der ville ramme senere samme dag, paa vores destination. Derfor havde myndigheder lukket for havnen i Cat Ba til Halong City. Saa vi maatte paent vende om, men halvvejs til vores hotel, vendte bussen om igen tilbage til havnen af uransagelige aarsager. Blot for at vente paa, at vi igen korte til vores hotel. Her sorgede de dog godt for os, selvom en tyfon jo naeppe kan tages paa deres skuldre, saa var det rart med lidt omsorg (og frokost) fra dem. De havde dog fundet vores vej vaek fra oen. Tyfonen skulle ramme kl. 17, og klokken var paa dette tidspunkt ca. 13, derfor var det med en vis usikkerhed vi drog afsted mod en anden havn mere sydligt.

Vores bekymringer viste sig dog at vaere ganske unodige, for fra den havn gik det slag i slag til fastlandet, hvor vi endelig havnede i vores bus. Faa bekymringer havde vi dog undervejs, for det er sjaeldent at man ser et helt laguneblaat hav forvandles til en stor brun smore. Det saa ret faretruende ud. Men vi lob fra tyfonen med overlegen hastighed, saa vi var ikke engang nervose paa noget tidspunkt (eller?).

God tur. Mens resten af dagene skal spenderes her i Hanoi, med afslapning afslapning og mere afslapning. Det blir fantastisk. Jeg lover i ovrigt at der komme nogle billeder til dette indlaeg inden laenge.

runes fansipan epilog

Et fantastisk udsigtspunkt paa vores rute.Rene ved godt mod. Jeg tror det maa vaere paa vej op.

Ved vores maal! Her er vores statuette :)

Den fantastiske lejr ved 2200m. Jeg tror vidst at dette billede er taget foer Rene fandt ud af at der var rotter inde i den selvsamme hytte.

det er med glaede at jeg hermed kan erklaere os hjemme fra fansipan igen. turen boed paa en raekke strabadser, som vi har valgt at tolke hver isaer. foerste dagen foerte os til campen paa 2200m. grundet vores tidlige ankomst, kom vores overvejelse omrking valget af 2 eller 3 dags tur, igen paa tale. da vi luftede at vi nok godt kunne have gjort det paa 2 dage overfor vores guide, var der ingen vej tilbage. normalt gaar man fra bunden til en camp der ligger i 2800m hojde i stedet for 2200. men da vi jo altsaa skulle have taget den paa 3 dage, var vi strandet ved 2200, og dermed ogsaa nodsaget til at tage den derfra. beslutningen blev taget, det hele skulle overstaas dagen efter. bl.a. ogsaa pga. nogle relativt daarlige campingsforhold.
kort sagt, op kl. 5.45 afsted kl. 6.45 og paa toppen kl. 9.45. ved campen paa 2200m kl. 12 og helt nede igen kl. 14. dette er det meget korte resume af hvad vi foretog os. turen i sig selv var fantastisk, trods relativt daarlige vejr/udsigtsforhold. vores beloenning paa toppen, i form af en udsigt, var altsaa ikke tilstede, men turen bragte dog en masse andre (positive) ting med sig.
personligt, for mig, betoed det tid til at reflektere over en masse ting. isaer i de lange straekninger der var op ad bakke og i saerdeleshed ned ad bakke. rigtig mange af de ting der er sket i aarets loeb, blev taenkt igennem og mange ting man havde smidt ind i baghovedet blev fundet lidt frem igen. dette mest af positive ting, men af en eller anden grund ogsaa mere tragiske og sorgelig ting der er sket. jeg ved ikke om dette er meget normalt, naar man befinder sig i en presset situation, men jeg synes i hvert fald at det var en rigtig positiv oplevelse.
fansipan var helt kanon, og anden-dagen var en af de haardeste dage jeg laenge har haft, men det er med til at faa en til at holde fokus og finde inspiration til sit kommende studieaar, hvor refleksion og tilbageblik maaske ikke bliver det der findes mest tid til.

om ikke andet, burde man goere dette min. en gang aarligt. faa tingene paa afstand for alvor, og se hvor heldig man er paa mange omraader, og hvordan man kan gore sig selv til et bedre menneske. beklager paa forhaand dette meget svaevende og maaske lidt upracise indlaeg om livets store sporgsmaal, jeg lover allerede nu at det nok bliver det eneste af slagsen :)

billeder comming up.

We did Fansipan - we did her HARD!

Billede 1: Rune paa vej ned af det sidste trin fra bjerget. Netop gennemfoert et trek haardere end dem der tilbydes gn. de gaengse trekkingbureauer.
2: To GI Joes ankommet til 2200 m cap. Afdampning og frokosttid.
3: Foerste billede paa toppen! Frisk Rune og taaget, skyet baggrund !
4: Mindepladen fra toppen!

I de forrige indlaeg har der vaeret lagt i ovnen til en ordentlig omgang bjergbestigerhistorie, saa derfor skal der foelges op paa vores tur paa ordentlig og fyldestgoerende vis. Derfor laver vi begge et personligt indlaeg, for hele turen varsaa stor en oplevelse for os begge, at vi naeppe kan blive enige om hvad der fylder allermest, eller hvilke indtryk det gjorde. Derfor 2 indlaeg om samme tur!

Torsdag d. 31. moedte vi op hos vores guide, velforberedte, spaendte, optimistiske. Men saa skete der noget uforudset, som udloeste en lettere hektisk stemning. Vores guide, San, mente vi havde pakket for store tasker og bad os istedet ompakke til vores smaa dagsrygsaekke. Pulsen steg, for personligt mener jeg at jeg i hvert fald havde pakket absolut minimum i forhold til det faktum , at vi hver ville faa ca 3 kg mad udleveret, som vi skulle pakke med. Resultatet blev faktisk ogsaa uforudset ringe, i hvert fald for undertegnede. Mere eller mindre ALT hvad jeg havde haft i min bagpack roeg alligevel ned i dagsrygsaekken, paanaer et par boxershorts, vabelplaster og et saet kontaktlinser. Istedet kunne jeg nu se frem til et trek med to vanddunke lige i ryggen, samt en taske spaekket med loeg og groentsager. Ikke desto mindre fik vi da pulsen op, selvom resultatet af den venlige tanke var en fiasko.
Motorcykelturen til foden af bjerget blev ligeledes en lille oplevelse, hvor vi begge fik traenet nogle muskler, som jeg kan forestille mig er en del af dem der bliver brugt til knibeoevelser for gravide. Vejenes tilstand, var det eneste der var i ringere beskaffenhed end chaffuoernes koereegenskaber - nu begyndte nervoesiteten for alvor at saette ind. Ikke mindst fordi det ville vaere lidt af en fiasko, at udgaa fra turen foer den var begyndt pga. et trafikuheld.
Foerstedagens trek var sat til 4 timer. De foerste km blev brugt paa at sluge alle indtrykkene i en tropisk skov, vaenne sig til terraenet og forsoege at faa styr paa vejtraekningen, som alt andet lige er lidt mere besvaerlig i hoejden 1800 m - omend ikke saa markant. Vores guide Sanh- er en lille mand paa 31 aar. Han er lidt mindre i hoejde end jeg er (altsaa ikke saerligt hoej), og vejer vaesentlig mindre end nogen af os. Idet vi var troppet op i trekking- og miliboots, blev vi ret imponerede over at han tog turen ifoert et par meget simple sandaler. Med tiden blev vi ikke mindre imponerede - absolut IKKE!
Efter 3 timer, altsaa en time mindre end forventet, ankom vi til vores camp i 2200 meter.
Efter ankomst var der en lidt trykket stemning. Foelsen af at have masser af overskud til at gaa videre, synet af en virkelig intetsigende camp, og lyden af nogle saerdeles hoejtsnakkednde israelske bestigere og haere af inseketer, gjorde det klart, at vi burde have valgt en to dagstur istedet. Tanken om at tilbringe 2 naetter og masser af spildtimer i campen var ikke saerligt oploeftende. Vi luftede tanken om at vi nok skulle have valgt 2 dages turen for vores guide, uden nogen ide om at han ville reagere som han gjorde. Sagen er den, at man ved et to dages trek gaar til 2800 meter campen og overnatter. Dag 2 gaar man paa toppen og tilbage til bunden. Hvis man istedet som os camperer ved 2200 gaar man til toppen dag 2 og tilbage til camp2200 til overnatning. Dag 3 gaar man til bunden. ]
At gaa fra 2200 til toppen og hjem paa en dag, er MEGET vanskeligt og vaesentligt mere kraevende end det almindelige to dages trek. Derfor kom det virkelig bag paa os, da han diskede op med netop det forslag. For ham var der nemlig ogsaa en gevinst, som han ikke var sen til udtrykke: Vietnam skulle moede Brasilien dagen efter (svarende til vores dag 2), og den kamp var ikke helt uinteressant for ham. Vi grinte lidt, og greb muligheden. Det ville saa betyde, at vi skulle tidligere op paa dag 2, og gaa i et lidt hoejere tempo. Planen var altsaa hermed aendret til at gennemfoere 4/5 af hele turen paa EN DAG! Lidt nervoese men meget opsatte gik vi tidligt til koejs for at vaere helt friske.
Hurtigt faldt rune i en dyb og lykkelig soevn, mens jeg ogsaa kunne maerke at kroppen var ved at vere klar til at falde til ro. MEN: Der er faa ting jeg ikke kan haandtere eller samarbejde med i denne verden, mener jeg da i hvert fald selv. Rotter er dog en af de ting, som jeg HELT BESTEMT IKKE KAN TOLERERE! Vores camp var smaekfyldt med rotter. I starten gik jeg i panik, da en loeb ind imellem rune og mig. Saa loeb der en over min sovepose. Pludselig laa der en i mit haar! Jeg lukkede ikke et oeje hele natten, men laa istedet og kroeb helt ned i soveposen, saa vejrtraekningen naermest var forhindret. Til tider naar de blev saerligt aggressive tog jeg enhver form for lyskilde - lommelygte, ipod - og proevede at skraemme dem vaek. uden held. Om morgenenvar der ingen tvivl: Vi skulle hjem paa dag 2. Muligheden for at overnatte i camp2200 var ikke-eksisterende for mit vedkommende.
kl.5.45 var der morgenmad og en time senere afgang.
Det stod hurtigt klart, at vi faktisk skulle gaa ret meget hurtigere end dagen foer, hvis vi skulle gennemfoere guidens plan. Tempoet og intensiteten var skruet i vejret, samtidig med at man begyndte at maerke at fansipan faktisk er ret stejl. Alle vi har moedt har pointeret, at bjerget er saa meget anderledes end normale bjerge. Stejle klippesider, regnskovsstykkker, mudder, rock-climbing. Og saa er der den evindelige klatre / klatre ned fordeling, som faar en til at tvivle paa om man nogensinde kommer op til toppen.
Vores guides fysiske profil gav anledning til stor misundelese fra min side. Mine korte ben er ikke skabt til klatring af den slags, som vi fik lejlighed til her. Istedet foretraekker jeg loeb og eksposivt arbejde. Han naermest floej op og sprang fra klippe til klippe. Rune, der hele turen befandt sig bag mig, maa flere gange have grint af mig, for det var klart at mit flow ikke var det samme som den ledende guides. Heldigvis hoerte jeg ikke Rune, saa det tager jeg som et tegn paa, at det heller ikke var piece-of-cake for ham. jeg er meget imponeret over Runes rolige attitude paa hele klatreturen. Alligevel hoerte jeg dog flere gange en forpustet fyr - hvilket var en stor troest. De smaa personlige sejre paa opturen var naar jeg fx. var i stand til at foelge guidens tempo og diske op med nogle klatretrin/ sprinttrin, som jeg i det mindste selv fandt lidt mere elegante end hans ;) Til tider hev han ogsaa alvorligt efter vejret, og saa vidste man ikke om det var et godt eller daarligt tegn, og frygtede lidt selv hvad det nu var for et tegn.
Da vi naaede 2800 m camp var jeg overbevist om at vi nok skulle klare det hele paa en dag, og jeg kunne se paa rune at han havde samme fornemmelse. Imidlertid viste det sig at vaere bluff med 2800 m campen, for umiddelbart gaar / vaelter man ned af skranter og klipper til en hoejde paa 2300 m. Uha. Mentalt haardt, at skulle klatre naesten fra bunden igen.
Ikke desto mindre fortsatte vi i et tempo, som vi godt kunne maerke imponerede vores guide. Idet vi naer toppen moedte folk fra to dages trekket, blev guiden endnu mere taendt. Nu var der ingen tvivl tilbage , vi ville uden problemer naa alt paa en dag, men nu skulle vi ogsaa imponere de andre grupper, som i forvejen havde haft en lettere udgave end os.
9.45, 3 timer efter afgang, naaede vi toppen af Fansipan, 3143 m. Det var overskyet, taaget, fugtigt, koldt. Foerste gang i mit liv at saadanne rammer gav anledning til saa stor en glaede!!!
Euforisk men slidt, fik vi delt guleroden, TobleRUNEN (sorry, for oplagt), taget de obligatoriske billeder og fejret os selv. Men 10 min senere var vi klar til, hvad der skulle vise sig at vaere en mindst ligesaa kreavende nedtur. Som sagt var vores guide meget hooked paa ideen om at imponere de andre. Det var for saa vidt allerede gjort, alene ved at vi havde naaet toppen paa saa kort tid, og naermest indhentet 2800m-grupperne. Men istedet taeskede han afsted, og paa hvert muligt stykke loeb vi. Det passede os fint, og vi var maaske med til at opildne ham. Vi floej ned paa en boelge af endorfiner og adrenalin. Det var en helt speciel fornemmelse, da vi LOEB forbi de andre grupper, som havde haft et stort forspring. For Sanh var det ikke kun fodboldkampen der trak, men ogsaa udsigten til en rekord. De grupper vi passerede var meget imponerede og forundrede.
Da vi naaede vores frokost i 2200 camp, var euforien stadig tilstede, men alligevel kunne kroppen langsomt begynde at give tegn paa treathed. Specielt knaene var oemme efter loeb ned af bjergsider, og drastiske klatretrin. Men den specielle fornemmelse, af at vi ikke bare besteg Fansipan, men at vi gjorde det paa en af de absolut haardest mulige maader, har bare gjort os saa stolte. Stadigvaek kan vi koere hinanden helt op over hvad der egentlig er sket. Jeg er personligt meget stolt, for det var et en sand sejr for mig. Praecis et aar siden havde jeg ikke udsigter til at kunne klare noget i den dur her. Der sad jeg faktisk bare paa min flade med dekoration i benet. Jeg er ogsaa MEGET stolt og imponeret over rune! Hans taalmodighed og udholdenhed er et helt kapitel for sig selv. Et par gange viste han overskud til at give mig et skub i bagdelen, naar han kunne se at min benlaengde var utilstraekkelig !

Fansipan var en af de stoerste oplevelser i mit liv, og dette meget forkortet og ringe beskrevet indlaeg, kan slet ikke beskrive alle de oplevelser og foelelser, der loeber igennem hovedet i disse dage.

Tilfoejelse til Rene's Phan Xi Păng indlaeg

Da det jo er undertegnede der er billede eksperten kommer der lige to bonus billeder til de nysgerrige. Det foerste viser udsigten til bjerget, som vi i disse dage nyder. Det andet viser 'trofaeet' vi haaber at kunne tage med os derfra.

Mount Fansipan

Paa torsdag begynder turens stoerste fysiske udfordring / udfoldelse. Vi har aftalt at tage paa et 3 dages trek til toppen af Indokina, i samarbejde med en guide, Sonny, som vi fik anbefalet af andre rejsende vi moedte i Nha Trang. 3 dages trekket skal eftersigende vaere ret fysisk kraevende, hvad det saa daekker over paa vores smerteskala, skalblive ret saa interessant at finde ud af. En irer, John, som netop havde besteget bjerget, da vi snakkede med ham, fortalte at Fansipan var det haardeste han hidtil havde proevet, og det er endda med bjerge som Mont Blanc paa CV'et, saa der venter helt sikkert en ordentlig mundfuld.

Det der goer bjerget anderledes og haardere end andre bjerge iflg. John, er kombinationen af ekstremt stejle, glatte og forskellige underlag. Vi har oven i koebet valgt den svaereste tid paa aaret, regntiden. Derudover er det ikke muligt at se hvor langt man er fra toppen, da hele trekket (paanaer toppen) er tropisk skov. Baade op- og nedstigningen er kraevende fordi det ikke er konstant op eller ned. Der er ogsaa smaa bakker paa nedturen. Ikke desto mindre ser vi begge MEGET frem til torsdag - og ikke mindst loerdag eftermiddag naar vi lander i Sapa igen.

I dag, tirsdag, var vi ude paa vores foerste lille trek (4 timer), og det var saa smukt - men mindst ligesaa haardt. Vi havde planlagt at starte blidt, men vi valgte at gaa lidt offroad (laes: af kortets anbefalede rute) . Det var virkelig haardt, og vi fik en f0rsmag paa hvad den tropiske regn kan goere ved underlaget og kraefterne. Saa vores proevetrek gav en blanding af blod paa tanden og en smule blodigt opkast ;) Ej, vi har det godt, trods lidt oemme ben. Men ingen tvivl om at spaendingen nok skal komme inden torsdag. Jeg, Rene, regner staerkt med at laene mig op af Runes erfaring fra Kilimanjarobestigningen. Desuden satser jeg paa at mine ben vokser 10-15 cm i laengde inden afgang, for det ville vaere lidt sjovere, hvis mine skridt ikke svarede til 0.85 af Rune Schlossers skridtlaengde - som for at klarificere det helt, er den laengde et skridt med benene er - ikke noget fraekt eller klamt i det (som Rune ellers antyder her ved siden af mig).

Men men men... Vi er begge klar paa lidt fysisk udfoldelse her inden den sidste halvanden uge. Pt laeser jeg Into Thin Air, som jeg laante af Rune. Bogen handler om en tragisk ulykke under en bestigning af Mt. Everest i 1996. Den saetter den relative lille hoejde vi skal op i, i et lidt mere lykkeligt perspektiv, samtidig med at den vaekker den indre trekker. En virkelig god, spaendende og tragisk bog, som vi begge kan anbefale - men det var vist en sidebemaerkning.

I morgen skal vi paa en relativ nem Mountainbiketur, saa vi ikke er for traette torsdag morgen.

Om Fansipan og vores tur:

• Fansipan er Indokinas hoejste bjerg.
• Paa klare dage er der udsigt til Kina.
• Summit 3143 meter = 10311 fod
• Ascent udgangspkt: 1100 meter over havoverfladen.
• Dvs. 2000 meters "klatring"
• Fordelt paa hhv. 4, 8 og ? timer paa dag 1,2,3.
• Lejr v. 2200 m.
• Mad? Tjaa, vi skal vist proeve vandboeffelkoed, som er det lokale hit i bjergene.
  

Hoi An//Hue//Hanoi//Babe//Hanoi//Sapa

Udsigten fra vores vindue i vores 6 $ vaerelse i Sapa...6 $ det er jo ingenting til denne udsigt.

Rene der nyder udsigten, med bog. Sapa.

Turisterne, i ens t-shirts, og te. Sapa.

Waterfall hazard - to daredevils paa toppen af adrenalin 'rushet', ved et vandfald i Babe National Park.

Rene der tager et velfortjent vil i vores sovebus til Hanoi, det meget tvetydige look i Renes ansigt er blot et udtryk for saedets desvaerre korte laengde.

Udsigten fra den landsby vi boede i ved Babe Lake.

Cao Dai (eller noget lignende) - Stranden 4 km fra Hoi An, den smukkeste so far.

Et sloeret glimt af det helt ubeskriveligt laekre miljoe omkring floden i Hoi An, be there or be square.

Billederne staar i lidt vilkaarlig raekkefolge grundet mindre teknisk besvaer, vi undskylder paa forhaand for det besvaer det kan have resulteret i. Derudover beklages derfor den forholdsvis daarlige oplosning billederne denne gang er uploadet i, dette er bl.a. af tidsbesparende aarsager, samt problemer i udvaelgelses processen hvor det var svaert at vaelge nogen fra.

Fra Hoi An, som indtil nu, har vundet prisen i vores hjerter, som en af de hyggeligste byer i Vietnam, tog vi en velkendt sove bus til Hanoi, med et kort stop i kejserbyen Hue. Hue var ca. den tid vaerd vi opholdte os der, men dog heller ikke meget mere. Vi var dog begge en kende imponerede over den store flagstang de havde der, selvom den desvaerre ikke er fundet interessant nok til at kvalificere sig til et upload af et billede. Nej, vores naeser var mere rettet mod de nordligere dele af landet, hvor der efter taet korrespondence med et Vietnamesisk rejsebureau, var kommet en tur til Babe National Park i hus. Babe, som i virkeligheden betyder 'de tre soeer', er tre soeer, sjovt nok, som danner grundstenen i parken. Soeerne er omgivet af nogle imponerende traebeklaedte klippeformationer, der simpelthen tager ordene ud af munden paa en. Det gjorde den i hvert fald paa undertegnede, helt fantastisk. Vi startede med en imponerende Jeep tur fra Hanoi, hvor vi landede i en landsby lige ned til soeerne (se billederne), hos en lokal familie, med overraskende gode toiletforhold, rigtig spaendende :). Dagen efter gik turen ud paa soeerne i en lille, men effektiv motordrevet 'jolle', helt fantastisk natur. Efter en grottetur, vandfaldtur og svoemmetur gik turen tilbage til landsbyen. Vores tur til Hanoi gik forbi et, ikke videre interessant museum, om de 54 forskellige minoriteter der den dag i dag befinder sig i Vietnam. Spaendende ikke :)

I Hanoi var vi bestemt ikke laenge, det var blot ca. 4 timer der skilte os fra et nattog videre mod Sapa i norden. Det skulle dog vise sig at vaere mere kompliceret end som saa. Efter en ganske fornuftig start i en kupe med to flinke australske mennesker stoppede toget pludselig paa en ukendt station, 40 km fra vores egentlig ankomststed Lao Cai. Saa kl. 4 om natten skulle der pludselig tages stilling til hvad losningen kunne vaere. Vi endte i en minibus efter at have betalt total overpris for en taxa vaek fra byen, ogsaa kendt som verdens ende (laes: verdens roevhul), vi egentlig var havnet i.

Til Sapa er vi dog kommet, og det har vaeret hele turen vaerd. Efter at have faaet et hotel til ingen penge med den flotteste udsigt overhovedet, skal der ret meget til at oedelaegge vores nuvaerende humoer. This is our kind of place. Vi glaeder os blot til at komme igang med at trekke/cykle/klatre osv.! Turen gaar snart op paa det store bjerg, og om dette vil der folge en beretning af den gode Hr. Cordtz.

Vi kvitterer som saedvanlig med en flaske Gammel Dansk, til den der kan gaette hvad bjerget hedder. Over and out hederamte Danmark!